Introduktion til ManuVision uddannelsen mandag d. 27/9-2010

Vi byder velkommen til en informationsaften om ManuVision uddannelsen, som starter nyt hold på Frederiksberg til januar 2011.

Det sker: Mandag d. 27/9 kl. 19.30 - 21.30

Det foregår i: ManuVision Huset Frederiksberg, Bernhard Bangs Allé 25-27, 2.sal, 2000 Frederiksberg.

Tilmeld dig mødet hos Torben Svendsen, på tlf. 40 84 96 62 eller skole@manuvision.dk.

Alle er velkomne.

Du kan læse mere om uddannelsen på www.blivmanuvisionbehandler.dk.

God weekend.

- Filip Rankenberg

Gratis Introduktion til ManuVision Træning på Frederiksberg

Alle er velkomne til vores gratis introduktionskursus til ManuVision Træning.

Tirsdag d. 7. september og onsdag d. 22. september, begge dage kl. 19.00 - 20.00.

Mød op i ManuVision Huset, Bernhard Bangs Allé 25-27, 2.sal, 2000 Frederiksberg. Medbring løstsiddende tøj. Træningen foregår på bare tæer.

På introduktionskurset vil vi gennemgå de grundlæggende øvelser i ManuVision Træningen og forklare deres betydning og formål.

Du kan læse mere om ManuVision Træningen på vores hjemmeside.

- Filip Rankenberg

"Hvad fanden laver vi her?"

Det var overskriften på en artikel i JP om den uddannelse vi driver i behandling og træning. Spørgsmålet blev stillet af en elev som oplevede at møde sig selv og dermed også den modstand og tvivl som er en stor del af enhver livsomstændighed.

Dette skal ikke handle om uddannelsen men om det spørgsmål som vi burde stille os selv oftere. ”Hvad fanden laver jeg her?” Det har altid undret mig at jeg/vi ikke interesserer os mere for det spørgsmål? Det burde vel være det mest fundamentale og naturlige omdrejningspunkt for alt hvad der sker i mit liv. Med al den stress og frustration der er i verden, hvorfor er det så ikke et spørgsmål jeg bærer med mig overalt? Ikke som et spørgsmål der kan svares på men som en åbning til livet. Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det jeg har lyst til – det jeg ved er godt for mig selv – og andre?

Måske handler det om modstanden i sig selv. Det er en mærkelig ting at vi, i hvert fald i dette samfund, hele tiden forsøger at undgå modstand, undgå smerte – undgå det ubehagelige. Som om det eneste som har værdi er at have det godt, uden at vi helt har gjort os klart hvad godt er? Vi er lidt som børn der bare vil have slik hele tiden. Vi er bare voksne og har ret til det! Konsekvenserne er meget skræmmende. Livsstilssygdomme, stress, opbrudte familier, selvberoligelse og en populistisk politisk styring som forsøger at regulere alt der får overskrifter i medierne. Vi har næsten totalt glemt at det ”gode” ikke eksisterer uden det ”onde”, selvom vi stadig siger ”i lyst og nød” når vi bliver smedet sammen. I stedet for at gå fremad hvor højre ben naturligt følger venstre, forsøger vi at hinke på det ene og det kommer vi i sagens natur ikke særlig langt med.

Hvordan stiller vi os over for det ubehag som uværgeligt vil opstå på vores vej? Og er modstand negativt eller er det den benzin som vores motor forbrænder? Hvis vi møder modstanden med modstand kan det næsten kun gå galt. På et eller andet tidspunkt går noget i stykker og indtil da er der kun kamp. Hvordan tager vi en beslutning og fører den igennem?

Den del af mig selv der må tage slæbet er min krop. Det er altid den der giver mig besked om at noget er galt, så det er måske også den der skal indstilles anderledes. Hvis min krop og dermed mit åndedræt kunne lade modstanden passere – vende den anden kind til, så at sige – ville jeg ikke konstant løbe panden ind i muren. Det lyder jo meget simpelt, men er nok det sværeste der findes, fordi jeg jo konstant er optaget at have det godt! Jeg mangler den fornødne opmærksomhed.

Det er her spørgsmålet kommer ind igen. ”Hvad fanden laver jeg her?” Jeg er nødt til at lade det spørgsmål gennemtrænge hver en fiber i  min krop. Jeg er nødt til at føle vigtigheden af at stille mig overfor det. Hvis ikke jeg frivilligt tager det på mig, vil tiden lægge det på mig og det er ikke til at bære!

- Søren Christensen

Der hvor min opmærksomhed er, der er jeg

Den eneste reelle kapacitet vi som mennesker har, er vores opmærksomhed. Evnen til at kunne rette os selv mod det vi ønsker at rette os mod. Denne kapacitet er unik. Vi er de eneste væsener, i hvert fald i det nærmeste nabolag, som har den. Det betyder ikke at vi er herre over den, langtfra, men det betyder at vi har muligheden for at blive herre over den. Vi taler om vilje som om det var vores ejendom og vilje er vel evnen til at bestemme hvor vores opmærksomhed hviler. Er den lagt med intention eller bliver den stjålet fra os? Det er et utroligt stort spørgsmål som har optaget filosoffer gennem årtusinder.

Lad os undersøge lidt hvad denne opmærksomhed er?

Det er ret tydeligt at der foregår en krig i verden for at tilkæmpe sig vores opmærksomhed. Alt i samfundet er designet til at vinde over alt andet i kampen om den. Vi ønsker alle selv at få opmærksomhed fra andre, man kan vel sige at det er det der giver vores liv mening. Den værste tortur man kan udsætte mennesker for er isolation. Så alle er enige om at opmærksomhed er vigtig. Men er dét jeg kalder opmærksomhed det det giver sig ud for, eller er det en associativ bevægelse der bevæger sig med omgivelserne og de impulser de bringer med sig? Er det muligt at fastholde sin opmærksomhed på trods af hvad man måtte blive udsat for? Hvis ikke jeg kan finde noget indeni som er i stand til at holde fast i en intention, må jeg indrømme at det ikke er mig der er i kontrol men de omstændigheder jeg befinder mig i.

På engelsk siger man ”to pay attention” hvilket giver en fornemmelse af at opmærksomheden er en resurse, som er det betalingsmiddel vi har for at kunne erhverve os indtræde i livet. Hvis jeg ønsker at få et udkomme af det jeg står overfor må jeg ”betale” med min opmærksomhed, og når det finder sted giver jeg køb på noget andet, nemlig den associative bevægelse der ellers helt automatisk vil tage besiddelse af situationen. Alle kender fornemmelsen af at skulle forsøge at koncentrere sig om en opgave og hvordan alskens tanker og fornemmelser konstant forsøger at stjæle mig til sig og overbevise mig om at de er meget vigtige, spændende og uopsættelige. Så bedst som jeg sidder og skal færdiggøre den opgave jeg skal aflevere i morgen, finder jeg mig selv i gang med at skrive en mail til min gamle mor som jeg pludselig kom i tanke om, jeg ikke havde fået givet besked om min fødselsdagsfest i næste uge.

Nogle mennesker er rigtig gode til at fokusere, til at bevare ”øjet på bolden” så at sige - til at sætte sig noget for og så føre det ud i livet. Det er en begyndelse, men i langt de fleste tilfælde finder de efter et stykke tid ud af at der er noget de har glemt, nemlig dem selv i det. De er blevet gode til at udføre opgaverne og på vejen har de glemt hvorfor de gør det. Det er det vi i det moderne samfund kalder stress. For et par årtier tilbage hed det nerver og før det sikkert noget med at have glemt gud osv. Men det vi har glemt er os selv. Opmærksomheden om os selv. Når noget giver mening har vi en følelse eller fornemmelse af at vi er i det, reel eller ikke så giver det os den fornemmelse. Så det kræver af os at vi både har opmærksomhed på os selv og på det der sker omkring os og begge disse ”opmærksomheder” er nødt til at blive trænet. Ikke hver for sig, men sammen. Og det bedste træningssted er der hvor vi er – i livet. Det er ikke nødvendigt at isolere sig eller få ro omkring sig, jo mere uro jo bedre betingelser. Så jeg bærer altid rundt på en unik mulighed for at rette min opmærksomhed mod det som hele tiden bliver stjålet fra mig, nemlig mig selv, uden at tage noget væk fra min deltagelse i livet. Tværtimod!!

- Søren Christensen

Lykke vs. Glæde

”Jeg er så glad og lykkelig!”

Hvad betyder det egentligt?

Jeg er glad OG lykkelig. Det er 2 ting jeg er. Men, er jeg 2 ting, når jeg beskriver min tilstand med ovenstående udsagn? Eller er jeg måske kun én ting?

Er jeg i det hele taget noget – andet end den jeg nu er?  Og, har jeg noget – en følelse?

”Sådan bliver du lykkelig!”

Hvor mange overskrifter af dén karakter har vi ikke set i diverse blade/aviser.

Jeg oplever at vi her til lands blander nogle uforenelige størrelser sammen – nemlig lykke og glæde. Vi tror det er det samme. Hvis jeg er glad – så er jeg også lykkelig.

I min optik, så er glæde en følelse – på linie med sorg, angst, vrede, etc.

Lykke er en tilstand, hvor jeg rummer mine følelser og min menneskelighed.

Følelser er noget vi har. Lykkelige er noget vi kan være– hvis ellers vi tør.

Er der noget 13 år som kropsterapeut har lært mig, så er det at alle følelser er vigtige og rigtige. Bevares, følelser kan være mange ting. De kan være udtryk for ubalance – i alle afskygninger – og derfor syptom på noget vi bør tage os af, men følelsen i sig selv er altid rigtig og vigtig – ellers opdagede vi ikke at der var en ubalance.

Altså er jagten efter lykke i form af glæde, dels en meget snævertsynet optik på hvad lykke er, dels en helt unødvendig og på sigt problematisk fremhævelse af glæde på bekostning af alle vores andre følelser.

Hvordan kan det dog være problematisk at være glad?

Det er det heller ikke, men nu er vi mennesker jo nogle underlige størrelser. Når glæde bliver dét vi stræber efter, så sætter vi os selv i en situation, hvor vi fejler hvis vi ikke er glade – og der er næppe noget vi frygter mere end at fejle. Således kan vores jagt efter glæde ende med, at blive én lang kamp for at holde alle de andre følelser fra døren, i et desperat forsøg på at overbevise os selv om at vi ikke har fejlet. Det går aldrig i længden. De følelser vi ikke anerkender, vil altid før eller siden boble op og tage al pladsen.

Således ender vi med alt andet end glæde -  i krig med os selv - og aldeles ulykkelige.

Hvis vi ser på den dimentralt modsatte følelse af glæde, nemlig sorg som jeg tidligere har skrevet om, så er vores tilstand efter vi har tilladt sorgen – og især dens reaktion gråden – en tilstand af ro og afslapning (ihvertilfælde kropsligt og følelsesmæssigt. Tankerne er ikke altid i ro, men mere om det en anden gang). Så er vi i en tilstand af nærvær – her og nu.

Hvis det ikke er lykke, hvad er så?

Kan man være ked af det og lykkelig?

Kan man være vred og lykkelig?

Kan man være bange og lykkelig?

Følelser kommer og går. Lykke er noget der rækker langt ud over.

- Filip Rankenberg

Vækkelsen

Forleden gik jeg op ad strøget i Århus på vej fra stationen til mit arbejdssted, hvor jeg skulle undervise. Jeg gik og funderede over hvilken retning min undervisning skulle tage. Det var tidligt og der var ikke mange mennesker på gaden. Mens jeg nu gik der i meditativ fordybelse optaget af noget der jo helt objektivt var vigtigt, ikke bare for mig men for en hel række mennesker som i løbet af dagen skulle opleve at få deres horisont løftet og udvidet i overensstemmelse med kvaliteten af det jeg som deres ydmyge lærer formåede at bringe, passerede jeg to kvinder som idet jeg gled forbi rakte mig et magasin med påskriften ”Vågn op”. Jeg var hurtig til at afslå, venligt men bestemt, jeg havde jo travlt og havde i en hurtig og mekanisk bevægelse vurderet at det ikke var noget for mig. Til min nakke hørte jeg den ene kvinde istemme ”Hav en god dag!” og uden at mit hoved vendte sig kom der ud af min mund ”I lige måde!”.

I løbet af de næste 3 skridt dannede der sig i mit normale område for association, noget der vel kunne minde om en ide. Hvorfor ikke tage temaet opvågnen – vækkelse - for min undervisningsdag? Det passede med alle de ideer jeg indtil nu havde gennemgået for dagen. Og mens jeg således opfyldt af at fylde det billede ud vandrede videre, og mens jeg samtidig nød byens morgenstemning og min allerede længe opståede og udhvilede krop, fik jeg pludselig igen, og nu af en mand, stukket det samme magasin frem mod mig, nu dog med en anden forside, er jeg sikker på, men med den samme påskrift ”Vågn Op”. Før jeg vidste af det havde jeg på næsten identisk maner venligt men bestemt afvist tilbuddet om modtagelse og først da jeg havde taget yderligere to skridt gik det op for mig at jeg jo nu havde fået to chancer ikke bare for at kunne fremdrage magasinet med triumf på et behørigt tidspunkt i min undervisning, men også for rent faktisk at vågne op selv. Billedet af mig selv i total selvoptaget koncentration stod lysende foran mig. Det er unødvendigt at sige at jeg resten af vejen til arbejde ikke mødte en eneste falbyder af ”Vågn Op” magasiner endskønt jeg nu inderligt ønskede dette.

Det er sjovt det her med at vågne. Hvis jeg skal vågne må jeg jo nødvendigvis først sove. Og først når jeg er vågnet ved jeg at jeg har sovet. Så egentlig er det rimeligt nemt at checke om man går og sover. Hvis man kigger efter (-og det er første trin – at blive interesseret i at se efter!) så ved man at hvis ikke man har haft en oplevelse af at vågne, så sover man nok endnu. Mærkeligt nok er jeg når jeg sover meget overbevist om at jeg er vågen, og dermed langt fra tilskyndelsen til at se efter om det er tilfældet eller ej. Det er (næsten!) kun når jeg får et chok der er stort nok til at jeg rent faktisk ikke kan lade være at vågne op, jeg ser at alt der er gået forud er foregået i et sært tåget, totalt identificeret udklippet billede af virkeligheden – en ”matrix” – hvis I kan huske denhyperrealistiske film som var for nogen år siden. I det glimt, som denne opvågnen er, er jeg tættere på det som ér. Tættere på mig selv, og uden påtrængende fornemmelser af godt og skidt og for og imod. En relativ fornemmelse af frihed. Men så er jeg nødt til at ”gå at lægge mig” igen – for at være klar til at vågne igen. Ingen søvn uden opvågnen – og omvendt. Godnat!

Søren Christensen

Græd Oftere!

Jeg tror at Sorg er en af de mest misforstået følelser vi danskere har.

Måske er Sorg  den vigtigeste følelse – ihvert tilfælde set fra et bestemt perspektiv.

I mit arbejde med klienter igennem de sidste 12 år, har det slået mig gang på gang hvor svært vi danskere har det med sorg – stor som lille.

Sorg er velbeskrevet i psykologien, som en process med et bestemt forløb. Det er også velbeskrevet, hvordan man kan ”hænge fast” i en af sorgens faser og dermed ikke få forløst den.

Men, hvad nytte har vi egentlig af sorgen?

Vi kunne definere Sorg, som en kropslig og emotionel process – med dertilhørende fysiske udtryk – der opstår og forløber som reaktion på en form for tab.

Emotionelt set handler det om forandring i en relation – oftest min relation til et andet menneske.

Min relation til et andet menneske eksisterer jo også når vi ikke er sammen: Som en samling minder om fortiden og en mængde forventninger til fremtiden, der påvirker mig mentalt, følelsesmæssigt og kropsligt.

Så dén relation  er noget der ”fylder” i mig – noget jeg ”bærer” rundt på hele tiden.

Hvis  dén person forsvinder ud af mit liv – flytter væk, vi bliver uvenner eller personen dør - så er min del af relationen ikke mulig at opretholde på samme måde.

Hvis relationen stadig fyldte lige så meget i mig som før (forventningerne om fremtiden) så ville mit liv på det punkt blive et uforløst helvede. Jeg ville hele tiden blive skuffet.

I min optik er sorgen dén process som vi er udstyret med, der får min del af relationen til ”skrumpe” ind til en størrelse i mig selv, der mest rummer minderne om fortiden. Selvfølgelig vil jeg resten af livet kunne opleve et savn efter en svunden tid/relation, men jeg vil ikke gå rundt med en mængde urealistiske forventninger til fremtiden – på det emotionelle plan.

Sorgen er altså dén process, hvorigennem jeg får plads til nye, (mere) realistiske forventninger til fremtiden. Sorgen er måden hvorpå jeg kommer videre.

Kropsligt kommer Sorg til udtryk ved gråd som den mest synlige reaktion.

Den Chilenske neurovidenskabelige forsker Dr. Susanna Bloch har identificeret de basale følelsers fysiske udtryk (læs mere om Alba Emoting). Sorg/gråd er kendetegnet ved at kroppen er helt afspændt og åndedrættet er staccato på indåndingen og sukkende på udåndingen.

Kropsligt er der altså tale om en process som er overordentligt befordrende for gennemstrømningen , idet staccato-indåndingen sætter gang i mellemgulvet og ”åbner” for mave-energien ( maven ”indgangsporten” til energisystemet) og den sukkende udånding  tømmer lungerne maximalt for luft (iflg. kinesisk energimedicin er lungerne netop knyttet til følelsen Sorg).

Hvorfor får vi tårer når vi græder?

Et godt spørgsmål som mig bekendt ingen har svaret overbevisende på.

Her er en vild teori: Noget kunne tyde på at vand er informationsbærende (vi taler om meget omstridt forskning) og vi mennesker består jo af ca 70% vand. Så måske er tårerne jeg udgyder, en måde at slippe noget af min andel af relationen på. Hvis information om relationen er lejret i vandet i min krop, så er der vel ræson i at jeg udgyder vand – tømmer mig for information?

Lad os se bort fra vilde teorier.

Problemet for os er, at vi mentalt set nemt forstår behovet for at give slip på relationen. Dermed opfatter vi nemt den emotionelle og kropslige process som tidspilde – for vi har jo forstået det!

Det er dog ikke den mentale bevidsthed om vores nye situation, men den emotionelle og kropslige process som skaber den nødvendige forandring af relationen i os selv.

Så, hvornår har du sidst grædt?

Kan du overhovedet græde, eller snører halsen sig sammen og  spænder mellemgulvet op?

Hvordan havde du det i kroppen sidst du havde grædt?

Kan du græde uden at tankerne hele tiden blander sig og vurderer det der sker?

Kan du græde over en sentimental film, men ikke når der virkelig er noget at være ked af?

Græd noget oftere!

- Filip Rankenberg