onsdag den 2. juni 2010

Lykke vs. Glæde

”Jeg er så glad og lykkelig!”

Hvad betyder det egentligt?

Jeg er glad OG lykkelig. Det er 2 ting jeg er. Men, er jeg 2 ting, når jeg beskriver min tilstand med ovenstående udsagn? Eller er jeg måske kun én ting?

Er jeg i det hele taget noget – andet end den jeg nu er?  Og, har jeg noget – en følelse?

”Sådan bliver du lykkelig!”

Hvor mange overskrifter af dén karakter har vi ikke set i diverse blade/aviser.

Jeg oplever at vi her til lands blander nogle uforenelige størrelser sammen – nemlig lykke og glæde. Vi tror det er det samme. Hvis jeg er glad – så er jeg også lykkelig.

I min optik, så er glæde en følelse – på linie med sorg, angst, vrede, etc.

Lykke er en tilstand, hvor jeg rummer mine følelser og min menneskelighed.

Følelser er noget vi har. Lykkelige er noget vi kan være– hvis ellers vi tør.

Er der noget 13 år som kropsterapeut har lært mig, så er det at alle følelser er vigtige og rigtige. Bevares, følelser kan være mange ting. De kan være udtryk for ubalance – i alle afskygninger – og derfor syptom på noget vi bør tage os af, men følelsen i sig selv er altid rigtig og vigtig – ellers opdagede vi ikke at der var en ubalance.

Altså er jagten efter lykke i form af glæde, dels en meget snævertsynet optik på hvad lykke er, dels en helt unødvendig og på sigt problematisk fremhævelse af glæde på bekostning af alle vores andre følelser.

Hvordan kan det dog være problematisk at være glad?

Det er det heller ikke, men nu er vi mennesker jo nogle underlige størrelser. Når glæde bliver dét vi stræber efter, så sætter vi os selv i en situation, hvor vi fejler hvis vi ikke er glade – og der er næppe noget vi frygter mere end at fejle. Således kan vores jagt efter glæde ende med, at blive én lang kamp for at holde alle de andre følelser fra døren, i et desperat forsøg på at overbevise os selv om at vi ikke har fejlet. Det går aldrig i længden. De følelser vi ikke anerkender, vil altid før eller siden boble op og tage al pladsen.

Således ender vi med alt andet end glæde -  i krig med os selv - og aldeles ulykkelige.

Hvis vi ser på den dimentralt modsatte følelse af glæde, nemlig sorg som jeg tidligere har skrevet om, så er vores tilstand efter vi har tilladt sorgen – og især dens reaktion gråden – en tilstand af ro og afslapning (ihvertilfælde kropsligt og følelsesmæssigt. Tankerne er ikke altid i ro, men mere om det en anden gang). Så er vi i en tilstand af nærvær – her og nu.

Hvis det ikke er lykke, hvad er så?

Kan man være ked af det og lykkelig?

Kan man være vred og lykkelig?

Kan man være bange og lykkelig?

Følelser kommer og går. Lykke er noget der rækker langt ud over.

- Filip Rankenberg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar