Den eneste reelle kapacitet vi som mennesker har, er vores opmærksomhed. Evnen til at kunne rette os selv mod det vi ønsker at rette os mod. Denne kapacitet er unik. Vi er de eneste væsener, i hvert fald i det nærmeste nabolag, som har den. Det betyder ikke at vi er herre over den, langtfra, men det betyder at vi har muligheden for at blive herre over den. Vi taler om vilje som om det var vores ejendom og vilje er vel evnen til at bestemme hvor vores opmærksomhed hviler. Er den lagt med intention eller bliver den stjålet fra os? Det er et utroligt stort spørgsmål som har optaget filosoffer gennem årtusinder.
Lad os undersøge lidt hvad denne opmærksomhed er?
Det er ret tydeligt at der foregår en krig i verden for at tilkæmpe sig vores opmærksomhed. Alt i samfundet er designet til at vinde over alt andet i kampen om den. Vi ønsker alle selv at få opmærksomhed fra andre, man kan vel sige at det er det der giver vores liv mening. Den værste tortur man kan udsætte mennesker for er isolation. Så alle er enige om at opmærksomhed er vigtig. Men er dét jeg kalder opmærksomhed det det giver sig ud for, eller er det en associativ bevægelse der bevæger sig med omgivelserne og de impulser de bringer med sig? Er det muligt at fastholde sin opmærksomhed på trods af hvad man måtte blive udsat for? Hvis ikke jeg kan finde noget indeni som er i stand til at holde fast i en intention, må jeg indrømme at det ikke er mig der er i kontrol men de omstændigheder jeg befinder mig i.
På engelsk siger man ”to pay attention” hvilket giver en fornemmelse af at opmærksomheden er en resurse, som er det betalingsmiddel vi har for at kunne erhverve os indtræde i livet. Hvis jeg ønsker at få et udkomme af det jeg står overfor må jeg ”betale” med min opmærksomhed, og når det finder sted giver jeg køb på noget andet, nemlig den associative bevægelse der ellers helt automatisk vil tage besiddelse af situationen. Alle kender fornemmelsen af at skulle forsøge at koncentrere sig om en opgave og hvordan alskens tanker og fornemmelser konstant forsøger at stjæle mig til sig og overbevise mig om at de er meget vigtige, spændende og uopsættelige. Så bedst som jeg sidder og skal færdiggøre den opgave jeg skal aflevere i morgen, finder jeg mig selv i gang med at skrive en mail til min gamle mor som jeg pludselig kom i tanke om, jeg ikke havde fået givet besked om min fødselsdagsfest i næste uge.
Nogle mennesker er rigtig gode til at fokusere, til at bevare ”øjet på bolden” så at sige - til at sætte sig noget for og så føre det ud i livet. Det er en begyndelse, men i langt de fleste tilfælde finder de efter et stykke tid ud af at der er noget de har glemt, nemlig dem selv i det. De er blevet gode til at udføre opgaverne og på vejen har de glemt hvorfor de gør det. Det er det vi i det moderne samfund kalder stress. For et par årtier tilbage hed det nerver og før det sikkert noget med at have glemt gud osv. Men det vi har glemt er os selv. Opmærksomheden om os selv. Når noget giver mening har vi en følelse eller fornemmelse af at vi er i det, reel eller ikke så giver det os den fornemmelse. Så det kræver af os at vi både har opmærksomhed på os selv og på det der sker omkring os og begge disse ”opmærksomheder” er nødt til at blive trænet. Ikke hver for sig, men sammen. Og det bedste træningssted er der hvor vi er – i livet. Det er ikke nødvendigt at isolere sig eller få ro omkring sig, jo mere uro jo bedre betingelser. Så jeg bærer altid rundt på en unik mulighed for at rette min opmærksomhed mod det som hele tiden bliver stjålet fra mig, nemlig mig selv, uden at tage noget væk fra min deltagelse i livet. Tværtimod!!
- Søren Christensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar