Det var overskriften på en artikel i JP om den uddannelse vi driver i behandling og træning. Spørgsmålet blev stillet af en elev som oplevede at møde sig selv og dermed også den modstand og tvivl som er en stor del af enhver livsomstændighed.
Dette skal ikke handle om uddannelsen men om det spørgsmål som vi burde stille os selv oftere. ”Hvad fanden laver jeg her?” Det har altid undret mig at jeg/vi ikke interesserer os mere for det spørgsmål? Det burde vel være det mest fundamentale og naturlige omdrejningspunkt for alt hvad der sker i mit liv. Med al den stress og frustration der er i verden, hvorfor er det så ikke et spørgsmål jeg bærer med mig overalt? Ikke som et spørgsmål der kan svares på men som en åbning til livet. Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det jeg har lyst til – det jeg ved er godt for mig selv – og andre?
Måske handler det om modstanden i sig selv. Det er en mærkelig ting at vi, i hvert fald i dette samfund, hele tiden forsøger at undgå modstand, undgå smerte – undgå det ubehagelige. Som om det eneste som har værdi er at have det godt, uden at vi helt har gjort os klart hvad godt er? Vi er lidt som børn der bare vil have slik hele tiden. Vi er bare voksne og har ret til det! Konsekvenserne er meget skræmmende. Livsstilssygdomme, stress, opbrudte familier, selvberoligelse og en populistisk politisk styring som forsøger at regulere alt der får overskrifter i medierne. Vi har næsten totalt glemt at det ”gode” ikke eksisterer uden det ”onde”, selvom vi stadig siger ”i lyst og nød” når vi bliver smedet sammen. I stedet for at gå fremad hvor højre ben naturligt følger venstre, forsøger vi at hinke på det ene og det kommer vi i sagens natur ikke særlig langt med.
Hvordan stiller vi os over for det ubehag som uværgeligt vil opstå på vores vej? Og er modstand negativt eller er det den benzin som vores motor forbrænder? Hvis vi møder modstanden med modstand kan det næsten kun gå galt. På et eller andet tidspunkt går noget i stykker og indtil da er der kun kamp. Hvordan tager vi en beslutning og fører den igennem?
Den del af mig selv der må tage slæbet er min krop. Det er altid den der giver mig besked om at noget er galt, så det er måske også den der skal indstilles anderledes. Hvis min krop og dermed mit åndedræt kunne lade modstanden passere – vende den anden kind til, så at sige – ville jeg ikke konstant løbe panden ind i muren. Det lyder jo meget simpelt, men er nok det sværeste der findes, fordi jeg jo konstant er optaget at have det godt! Jeg mangler den fornødne opmærksomhed.
Det er her spørgsmålet kommer ind igen. ”Hvad fanden laver jeg her?” Jeg er nødt til at lade det spørgsmål gennemtrænge hver en fiber i min krop. Jeg er nødt til at føle vigtigheden af at stille mig overfor det. Hvis ikke jeg frivilligt tager det på mig, vil tiden lægge det på mig og det er ikke til at bære!
- Søren Christensen
