Weekendens citat

"Before speaking of being "spiritual" why not explore consciously what it means to be fully human?"
- Dennis Lewis

Det har altid slået mig, at der i vores branche er utrolig meget snak om spritualitet - hvad det så end betyder...

Tit oplever jeg det som en form for besværgelse, der gør det muligt at se bort fra det faktum, at vi er mennesker - som er uløseligt bundet til det konkrete, materielle liv.

Jeg selv finder det uendeligt meget mere interessant at beskæftige mig med livet som sådan - at forsøge at forstå de sammenhænge vi som mennesker indgår i og leve derudfra (guderne skal vide at det ikke er noget jeg mestrer - langt fra), og i al beskedenhed oplever jeg at dét er indgangen til at se, at der er mere mellem himmel og jord.

Men, måske er dét også en form for spiritualitet?

Jeg kan iøvrigt varmt anbefale at stifte nærmere bekendtskab med Dennis Lewis. Hans bøger om åndedrættet har haft stor indflydelse på både min forståelse og tilgang til at være behandler.

Her er linket til hans blog: http://dennislewisblog.com./

God weekend.

- Filip Rankenberg

Hesten, Vognen og Kusken

Der er et billede som stammer helt tilbage fra de vediske tekster, som er noget af det første nedskrevne tekst der findes. Billedet er en hestevogn og det beskriver en vogn som er i en meget dårlig forfatning. Den er egentlig konstrueret til at køre i et meget groft terræn, men på grund af manglende vedligeholdelse skal den nu have en meget plan vej for ikke at bryde sammen. Hjulene har ikke fået fedt, læderet er revnet og sprukkent og trækstangen er pilrådden, og med fare for at knække hvert øjeblik det skal være. 

Foran denne vogn går et spand heste som har levet deres liv uden omsorg og opdragelse. De har fundet føde blandt affald de tilfældigt er kommet forbi, og ingen har nogensinde talt til dem. De er meget lunefulde og bevæger sig i forhold til hvad de har lyst til eller ikke. Ingen kan få dem til at bevæge sig med intention. 

Oppe på toppen af denne vogn sidder en kusk - det vil sige det burde han, men det meste af tiden befinder han sig på værtshuset ”Den gyldne kusk” hvor han mere eller mindre besoffen udbreder sig om livets rette sammenhæng. Man kan spørge ham om alt, så har han et svar parat, ydermere et meget sikkert et af slagsen. Det eneste han kan er at sætte sig op på vognen. Han aner ikke hvordan han skal få den til at bevæge sig, han har ingen tøjler og intet sprog han kan adressere hestene med og ikke tilstrækkelige kræfter til at skubbe vognen.

Det mærkelige ved denne vogn er at den ingen ejer har. Det er en hyrevogn som kører lidt rundt med tilfældige passagerer, sætter af og tager nye op i en uendelighed. Det er helt tydeligt den er beregnet til at transportere et eller andet fra punkt A til punkt B, men også at formålet og lasten på et eller andet tidspunkt er blevet glemt.

Dette billede har altid forekommet mig at give et meget præcist billede af os mennesker som konstruktion, et billede som er mangelfuldt i moderne psykologi, nemlig relationen imellem de fundamentalt set forskellige dele af os som er vores krop, vores følelser og vores intellektuelle kapacitet, her repræsenteret ved en vogn, et hesteforspand og en kusk. En konstruktion som hvis der ingen relation er mellem de enkelte dele, ingen nytteværdi har.

Det er jo et meget råt billede af vores tilstand som ved første øjekast enten bliver forkastet som en tåbelighed eller vil virke stødende på vores selvfølelse. Men hvis man kigger lidt nærmere og forsøger at aflægge sin trang til selvberoligelse og forsvar kan man måske finde en hel del information som kan give et anderledes billede af mange af de besynderligheder som finder sted i vores liv. 

Så længe vi tænker på os selv som én person og ikke ser at der er enorm forskel på de impulser der kommer fra de forskellige dele af os, har vi ingen mulighed for at opleve os selv som vi er, men vil hele tiden kæmpe for at få virkeligheden til at passe til vores selvbillede. Et selvbillede som i de fleste tilfælde er skabt i hovedet på en fordrukken drochekusk.

- Søren Christensen

Introduktion til ManuVision uddannelsen mandag d. 27/9-2010

Vi byder velkommen til en informationsaften om ManuVision uddannelsen, som starter nyt hold på Frederiksberg til januar 2011.

Det sker: Mandag d. 27/9 kl. 19.30 - 21.30

Det foregår i: ManuVision Huset Frederiksberg, Bernhard Bangs Allé 25-27, 2.sal, 2000 Frederiksberg.

Tilmeld dig mødet hos Torben Svendsen, på tlf. 40 84 96 62 eller skole@manuvision.dk.

Alle er velkomne.

Du kan læse mere om uddannelsen på www.blivmanuvisionbehandler.dk.

God weekend.

- Filip Rankenberg

Gratis Introduktion til ManuVision Træning på Frederiksberg

Alle er velkomne til vores gratis introduktionskursus til ManuVision Træning.

Tirsdag d. 7. september og onsdag d. 22. september, begge dage kl. 19.00 - 20.00.

Mød op i ManuVision Huset, Bernhard Bangs Allé 25-27, 2.sal, 2000 Frederiksberg. Medbring løstsiddende tøj. Træningen foregår på bare tæer.

På introduktionskurset vil vi gennemgå de grundlæggende øvelser i ManuVision Træningen og forklare deres betydning og formål.

Du kan læse mere om ManuVision Træningen på vores hjemmeside.

- Filip Rankenberg

"Hvad fanden laver vi her?"

Det var overskriften på en artikel i JP om den uddannelse vi driver i behandling og træning. Spørgsmålet blev stillet af en elev som oplevede at møde sig selv og dermed også den modstand og tvivl som er en stor del af enhver livsomstændighed.

Dette skal ikke handle om uddannelsen men om det spørgsmål som vi burde stille os selv oftere. ”Hvad fanden laver jeg her?” Det har altid undret mig at jeg/vi ikke interesserer os mere for det spørgsmål? Det burde vel være det mest fundamentale og naturlige omdrejningspunkt for alt hvad der sker i mit liv. Med al den stress og frustration der er i verden, hvorfor er det så ikke et spørgsmål jeg bærer med mig overalt? Ikke som et spørgsmål der kan svares på men som en åbning til livet. Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det jeg har lyst til – det jeg ved er godt for mig selv – og andre?

Måske handler det om modstanden i sig selv. Det er en mærkelig ting at vi, i hvert fald i dette samfund, hele tiden forsøger at undgå modstand, undgå smerte – undgå det ubehagelige. Som om det eneste som har værdi er at have det godt, uden at vi helt har gjort os klart hvad godt er? Vi er lidt som børn der bare vil have slik hele tiden. Vi er bare voksne og har ret til det! Konsekvenserne er meget skræmmende. Livsstilssygdomme, stress, opbrudte familier, selvberoligelse og en populistisk politisk styring som forsøger at regulere alt der får overskrifter i medierne. Vi har næsten totalt glemt at det ”gode” ikke eksisterer uden det ”onde”, selvom vi stadig siger ”i lyst og nød” når vi bliver smedet sammen. I stedet for at gå fremad hvor højre ben naturligt følger venstre, forsøger vi at hinke på det ene og det kommer vi i sagens natur ikke særlig langt med.

Hvordan stiller vi os over for det ubehag som uværgeligt vil opstå på vores vej? Og er modstand negativt eller er det den benzin som vores motor forbrænder? Hvis vi møder modstanden med modstand kan det næsten kun gå galt. På et eller andet tidspunkt går noget i stykker og indtil da er der kun kamp. Hvordan tager vi en beslutning og fører den igennem?

Den del af mig selv der må tage slæbet er min krop. Det er altid den der giver mig besked om at noget er galt, så det er måske også den der skal indstilles anderledes. Hvis min krop og dermed mit åndedræt kunne lade modstanden passere – vende den anden kind til, så at sige – ville jeg ikke konstant løbe panden ind i muren. Det lyder jo meget simpelt, men er nok det sværeste der findes, fordi jeg jo konstant er optaget at have det godt! Jeg mangler den fornødne opmærksomhed.

Det er her spørgsmålet kommer ind igen. ”Hvad fanden laver jeg her?” Jeg er nødt til at lade det spørgsmål gennemtrænge hver en fiber i  min krop. Jeg er nødt til at føle vigtigheden af at stille mig overfor det. Hvis ikke jeg frivilligt tager det på mig, vil tiden lægge det på mig og det er ikke til at bære!

- Søren Christensen

Der hvor min opmærksomhed er, der er jeg

Den eneste reelle kapacitet vi som mennesker har, er vores opmærksomhed. Evnen til at kunne rette os selv mod det vi ønsker at rette os mod. Denne kapacitet er unik. Vi er de eneste væsener, i hvert fald i det nærmeste nabolag, som har den. Det betyder ikke at vi er herre over den, langtfra, men det betyder at vi har muligheden for at blive herre over den. Vi taler om vilje som om det var vores ejendom og vilje er vel evnen til at bestemme hvor vores opmærksomhed hviler. Er den lagt med intention eller bliver den stjålet fra os? Det er et utroligt stort spørgsmål som har optaget filosoffer gennem årtusinder.

Lad os undersøge lidt hvad denne opmærksomhed er?

Det er ret tydeligt at der foregår en krig i verden for at tilkæmpe sig vores opmærksomhed. Alt i samfundet er designet til at vinde over alt andet i kampen om den. Vi ønsker alle selv at få opmærksomhed fra andre, man kan vel sige at det er det der giver vores liv mening. Den værste tortur man kan udsætte mennesker for er isolation. Så alle er enige om at opmærksomhed er vigtig. Men er dét jeg kalder opmærksomhed det det giver sig ud for, eller er det en associativ bevægelse der bevæger sig med omgivelserne og de impulser de bringer med sig? Er det muligt at fastholde sin opmærksomhed på trods af hvad man måtte blive udsat for? Hvis ikke jeg kan finde noget indeni som er i stand til at holde fast i en intention, må jeg indrømme at det ikke er mig der er i kontrol men de omstændigheder jeg befinder mig i.

På engelsk siger man ”to pay attention” hvilket giver en fornemmelse af at opmærksomheden er en resurse, som er det betalingsmiddel vi har for at kunne erhverve os indtræde i livet. Hvis jeg ønsker at få et udkomme af det jeg står overfor må jeg ”betale” med min opmærksomhed, og når det finder sted giver jeg køb på noget andet, nemlig den associative bevægelse der ellers helt automatisk vil tage besiddelse af situationen. Alle kender fornemmelsen af at skulle forsøge at koncentrere sig om en opgave og hvordan alskens tanker og fornemmelser konstant forsøger at stjæle mig til sig og overbevise mig om at de er meget vigtige, spændende og uopsættelige. Så bedst som jeg sidder og skal færdiggøre den opgave jeg skal aflevere i morgen, finder jeg mig selv i gang med at skrive en mail til min gamle mor som jeg pludselig kom i tanke om, jeg ikke havde fået givet besked om min fødselsdagsfest i næste uge.

Nogle mennesker er rigtig gode til at fokusere, til at bevare ”øjet på bolden” så at sige - til at sætte sig noget for og så føre det ud i livet. Det er en begyndelse, men i langt de fleste tilfælde finder de efter et stykke tid ud af at der er noget de har glemt, nemlig dem selv i det. De er blevet gode til at udføre opgaverne og på vejen har de glemt hvorfor de gør det. Det er det vi i det moderne samfund kalder stress. For et par årtier tilbage hed det nerver og før det sikkert noget med at have glemt gud osv. Men det vi har glemt er os selv. Opmærksomheden om os selv. Når noget giver mening har vi en følelse eller fornemmelse af at vi er i det, reel eller ikke så giver det os den fornemmelse. Så det kræver af os at vi både har opmærksomhed på os selv og på det der sker omkring os og begge disse ”opmærksomheder” er nødt til at blive trænet. Ikke hver for sig, men sammen. Og det bedste træningssted er der hvor vi er – i livet. Det er ikke nødvendigt at isolere sig eller få ro omkring sig, jo mere uro jo bedre betingelser. Så jeg bærer altid rundt på en unik mulighed for at rette min opmærksomhed mod det som hele tiden bliver stjålet fra mig, nemlig mig selv, uden at tage noget væk fra min deltagelse i livet. Tværtimod!!

- Søren Christensen

Lykke vs. Glæde

”Jeg er så glad og lykkelig!”

Hvad betyder det egentligt?

Jeg er glad OG lykkelig. Det er 2 ting jeg er. Men, er jeg 2 ting, når jeg beskriver min tilstand med ovenstående udsagn? Eller er jeg måske kun én ting?

Er jeg i det hele taget noget – andet end den jeg nu er?  Og, har jeg noget – en følelse?

”Sådan bliver du lykkelig!”

Hvor mange overskrifter af dén karakter har vi ikke set i diverse blade/aviser.

Jeg oplever at vi her til lands blander nogle uforenelige størrelser sammen – nemlig lykke og glæde. Vi tror det er det samme. Hvis jeg er glad – så er jeg også lykkelig.

I min optik, så er glæde en følelse – på linie med sorg, angst, vrede, etc.

Lykke er en tilstand, hvor jeg rummer mine følelser og min menneskelighed.

Følelser er noget vi har. Lykkelige er noget vi kan være– hvis ellers vi tør.

Er der noget 13 år som kropsterapeut har lært mig, så er det at alle følelser er vigtige og rigtige. Bevares, følelser kan være mange ting. De kan være udtryk for ubalance – i alle afskygninger – og derfor syptom på noget vi bør tage os af, men følelsen i sig selv er altid rigtig og vigtig – ellers opdagede vi ikke at der var en ubalance.

Altså er jagten efter lykke i form af glæde, dels en meget snævertsynet optik på hvad lykke er, dels en helt unødvendig og på sigt problematisk fremhævelse af glæde på bekostning af alle vores andre følelser.

Hvordan kan det dog være problematisk at være glad?

Det er det heller ikke, men nu er vi mennesker jo nogle underlige størrelser. Når glæde bliver dét vi stræber efter, så sætter vi os selv i en situation, hvor vi fejler hvis vi ikke er glade – og der er næppe noget vi frygter mere end at fejle. Således kan vores jagt efter glæde ende med, at blive én lang kamp for at holde alle de andre følelser fra døren, i et desperat forsøg på at overbevise os selv om at vi ikke har fejlet. Det går aldrig i længden. De følelser vi ikke anerkender, vil altid før eller siden boble op og tage al pladsen.

Således ender vi med alt andet end glæde -  i krig med os selv - og aldeles ulykkelige.

Hvis vi ser på den dimentralt modsatte følelse af glæde, nemlig sorg som jeg tidligere har skrevet om, så er vores tilstand efter vi har tilladt sorgen – og især dens reaktion gråden – en tilstand af ro og afslapning (ihvertilfælde kropsligt og følelsesmæssigt. Tankerne er ikke altid i ro, men mere om det en anden gang). Så er vi i en tilstand af nærvær – her og nu.

Hvis det ikke er lykke, hvad er så?

Kan man være ked af det og lykkelig?

Kan man være vred og lykkelig?

Kan man være bange og lykkelig?

Følelser kommer og går. Lykke er noget der rækker langt ud over.

- Filip Rankenberg