Åbent Hus i ManuVision Huset Århus fredag d. 3/12

Alle er velkomne

Åbent hus i ManuVision Huset Frederiksberg lørdag d. 27/11

Apocalypse Now

Jeg ved ikke, hvordan I har det med verden, og hvordan I ser på fremtiden, men jeg begynder efterhånden at have bange anelser – og har snart haft det et stykke tid! – om at noget nærmer sig et brydningspunkt – et ”point of no return” så at sige. Jeg synes efterhånden, der er så mange  sammenbrudstegn, at det kun er et spørgsmål om tid eller det rette ”uheld”, før ”lorten rammer ventilatoren” for nu at bruge et internationalt udtryk.

Her taler jeg ikke om en krise i stil med den igangværende finanskrise, men et reelt sammenbrud. Igennem historien er store kulturer og civilisationer forsvundet stort set over natten, og alle har de sikkert haft den samme fornemmelse, som vi har nu, af at det vi har bygget op kommer til at bestå for evigt. Udvikling er én lang ubrudt linje af fremskridt på fremskridt, indtil…..? Eller hva….? Indtil vi opdager, at det hele bare er IT-factory. Et kunstigt oppustet billede uden nogen som helst substans. Baseret på rigtig mange menneskers ønsketænkning og meget lidt sund fornuft.

I mit daglige arbejde med mennesker ser jeg samme mønster. Det vi holder fast i, det vi forsvarer, det vi vil opgive alt for, er nøjagtig det samme som det, der har skabt alle de problemer, vi står med, nemlig vores billede af os selv. Hvor lidelsesfyldt det billede end måtte være, så holder jeg fast i det og hindrer derved min egen oplevelse af, hvad der er reelt og de muligheder, det reelle indeholder. Jeg prøver desperat at finde bekræftelse på mit billede i mine omgivelser og lukker øjnene for alle tegn, der peger i andre retninger, og alle faresignaler der fortæller mig, at jeg er på vej ud over en afgrund. Indtil det uundgåelige sker, og min illusion bliver afsløret eller afslører sig selv. I det øjeblik er der en chance, et kort moment, hvor det er muligt at nå ind til mig, hvor det er mig muligt at nå ud, og så - før jeg får set mig om - er et nyt selvbillede installeret og ibrugtaget.

Denne bevægelse sker også i samfundet, fordi samfundet jo består af os. Ingen, hverken personer eller instanser, ønsker at se realiteter, men fastholder sig selv i en slags status quo, som kun kan opretholdes ved at regulere alle uregelmæssigheder. Hver gang der sker uheld, hver gang noget er farligt, hver gang der er modstand, bliver der lavet en regel eller en lov. Hvis vi springer over til sammenligningen med mennesket igen, så bliver der lavet en vane eller en fortrængning, som kan håndtere uregelmæssigheden. Den regulerende bevægelse er næsten umulig at stoppe. Efter en lang periode med vedholdende ”civilisering” – vaneopbygning - hvor det som er livet, i samfundsstrukturen som i den enkelte, har så trange kår, at det eneste der er tilbage af det er en længsel, er sammenbruddet en naturlig følge. Det der sker i både mennesker og samfund er at de enkelte dele – i os vores organer, nervesystem og muskler, i samfundet os som individer – bliver svagere og svagere, så når nedbruddet kommer, går de i panik og er ude af stand til at klare sig selv. På samfundsplan med de katastrofale følger, vi ser igen og igen.

Så det korte moment hvor jeg kan nås og hvor jeg kan nå ud er min redningsplanke. Om nu verden går under eller ej så kig efter det midt i en hvilken som helst katastrofe. Så er det katastrofale måske ikke så katastrofalt.

- Søren Christensen

Informationsmøde om ManuVision uddannelsen

ManuVision afholder informationsmøde om ManuVision uddannelsen onsdag d. 24/11 2010, kl. 19.30 - 21.30 i ManuVision Huset, Bernhard Bangs Allé 25, 2.sal, 2000 Frederiksberg.

Meld dig til mødet hos Torben Svendsen på: skole@manuvision.dk eller tlf. 40849662.

Find alle informationer om uddannelsen på: www.blivmanuvisionbehandler.dk.

Alle er velkomne.

- Filip Rankenberg

10 min. guidet meditation

I forbindelse med ManuVisions meditationsundervisning på CBS, har vi indspillet en lille guidet meditation på en mp3 fil.

Filen findes i 2 kvaliteter (ca. 10 MB og 5 MB).

Du kan downloade meditationsfilen her:
Høj kvalitet
Lav kvalitet

God fornøjelse.

Dette skriv, er udsendt til medarbejderne ved CBS, som deltog i vores pilotforsøg med meditation:

Hvorfor kan man få det "dårligt" af meditation?

Når vi arbejder med at lægge opmærksomhed i vores krop ifm ManuVision meditation, så påvirker vi kroppens energisystem direkte. Flere af deltagerne har oplevet det positivt, som en friskhed og klarhed efter meditationen, som havde man lige taget et powernap. 

For dem for hvem meditation er nyt, er det sjældent at man mærker det i starten, men optræning af opmærksomhed i kroppen som vi har arbejdet med i de 4 uger på CBS, er basalt set den samme metode, som man har benyttet i Østen (og sikkert mange andre steder i verden også) i tusinder af år, i oparbejdelse og styrkelse af kroppens energisystem - f.eks. i Tai Chi og Chi Gong.

Jo mere man udvider opmærksomheden til at "indrage" større dele af kroppen, jo mere vil de dele "hænge sammen" rent energimæssigt. Hvor vores energi oftest ikke flyder helt frit, pga de spændinger og blokeringer vi har, så begynder energien at flyde mere frit igennem større områder i kroppen, når vi mediterer med basis i opmærksomhed.

Kroppen er jo en ret intelligent organisme, som hele tiden søger den bedst mulige balance og forsøger at allokere de nødvendige resourcer til de rette steder. Denne process bliver forøget ifm meditation.

Hvis kroppen er i en rimelig balance, så vil man oftest opleve resultatet af en meditation som forøget energi.

Hvis der derimod er energimæssigt underskud i en eller flere dele af kroppen, så vil de dele - som følge af bedre adgang til energien generelt - nu trække energi til sig fra andre dele af kroppen som midlertidigt godt kan undvære noget energi midlertidigt.

Dén process kan nemt føles underlig, da der kan opstå en sitren eller summen i de dele af kroppen hvor der bliver tiltrukket ekstra energi. Til gengæld kan de dele af kroppen som må undvære energi i dén process, blive kolde eller begynde at "sove". 

Udover den generelle påvirkning af energien som følge af arbejdet med opmærksomheden, så har vi i ManuVision meditationen arbejdet med afspænding af solarplexus vha opmærksomhed på åndedrættet. 

Vores primære åndedrætsmuskel - mellemgulvet (diaphragma på latin) - er placeret i solar plexus og er energimæssigt tæt forbundet til mavesækken som er placeret lige ved siden af. 

Hvis vi er spændte i solar plexus/mellemgulvet (hvilket vi stort set er alle sammen i mere eller mindre grad), så vil mavens evne til at optage energi - og ikke mindst sende det videre - være begrænset. Maven sender primært energien videre til nyrerne. Altså er nyrerne ofte i energimæssigt underskud, når maven er energimæssigt blokeret.

Når solar plexus, mellemgulvet og maven bliver afspændt ifm meditationen, så vil maven begynde at sende mere energi til nyrerne end normalt. Det vil give en forøget aktivitet i de områder af kroppen som nyrerne er energimæssigt forbundet med. Et af de primære steder nyrerne er energimæssigt forbundet med er ørene. Derfor kan en af reaktionerne på nyrernes optagelse af mere energi, være øget energimæssig aktivitet i ørene. Det kan bl.a. opleves som en let hyletone eller summen i ørene, men også som decideret svimmelhed, da balancecentret er lokaliseret i den indre øre. 

Vores mave(solar plexus) er også et følelsesmæssigt centrum - den er "porten til følelserne". Vi taler om "sommerfugle i maven" når vi er nervøse, eller en "knude i maven" når vi er bange, eller decideret "mavefornemmelse" - som er vores "føling" med en situation. Vores sprog indikerer altså tydeligt at der er en forbindelse mellem vores mave og vores følelser.

Maven er således "indgangen" til vores følelser - rent kropsligt.

Men, vi danskere er jo ikke verdensmestre i dét med følelser :-). Vi har nok oftere en tendens til at holde igen med følelsesmæssige udbrud - i hvert tilfælde visse typer følelser, eller i bestemte situationer. Dét manifesterer sig ved en opspænding i området omkring maven/solar plexus/mellemgulvet - det er her vi "holder igen".

Når området bliver afspændt som tidligere beskrevet, så vil maven (porten til følelserne) "åbne sig" og man kan opleve at visse følelser begynder at "røre" på sig. I praksis vil man ofte ikke mærke decideret følelser i starten, men derimod kan nogle opleve let kvalme. 

Dét skyldes at der opstår en psykosomatisk konflikt på den ene side mellem den del af organismen som "anerkender" behovet for at "give slip" på de tilbageholdte følelser (porten der åbner sig), og på den anden side dét spændingsmønster som oprindeligt har skabt spændet og som oplever et kontroltab ifm "åbningen". Det kan medføre en modreaktion på "åbningen" og dermed en genopspænding af området. 

Kvalmen er altså en tilstand af uro i maven, pga af de 2 modstridende impulser: Én der der vil "åbne" og én der vil "lukke". 

Der er altså intet galt som sådan hvis man oplever nogle eller flere af ovenstående reaktioner. Det er tegn på at kroppen restituere områder den ellers har haft dårlig adgang til og forsøger at genoprette den energimæssige balance. Det bedste man kan gøre, er at forsøge at slappe af, trække vejret blødt, afslappet og dybt og give processen lov. Processen vil oftest stoppe af sig selv inden for relativ kort tid.

De fleste som oplever ovenstående reaktioner, oplever det oftest kun de første gange med meditation. Nogle få kan opleve at reaktionerne pludselig kommer, selvom de har mediteret flere gange tidligere uden reaktioner. Her er tale om at det har taget tid for kroppen at få adgang de områder der nu endeligt er "åbnet". Ellers er der tale om samme process som beskrevet.

Nogle få mennesker oplever de beskrevet reaktioner i større og mere omfattende grad og oplever ikke nødvendigvis nogen aftagen, selv efter flere meditations-sessioner. Her er som regel tale om, at der er en mere fundamental ubalance i energisystemet og det kan anbefales at opsøge hjælp fra en kropsterapeut, akupunktør, el. lign. som kan arbejde mere direkte med ubalancen.

- Filip Rankenberg

ManuVision i Barcelona

Vi er stolte over at kunne meddele, at ManuVision behandler og træner Steffen Lundsgaard, er startet op som behandler og træner i Barcelona, Spanien.

Steffen afsluttede sin Manuvision uddannelse i sommer 2010, fra Århus holdet.

Steffen har boet mange år i Barcelona og Spanien og taler flydende spansk og er også god på catalansk.

Steffen er en dygtig behandler og træner og vi ønsker ham al held og lykke fremover. Ham kan vi varmt anbefale.

Så, hvis du er i Barcelona og trænger til en behandling, eller kender nogen dér som kunne have glæde af stifte bekendtskab med Manuvision, som henvis dem endeligt til Steffen.

Herunder er Steffens lille brouchure, som gerne må videregives.

- Filip Rankenberg

Vækkelsen

Forleden gik jeg op ad strøget i Århus på vej fra stationen til mit arbejdssted, hvor jeg skulle undervise. Jeg gik og funderede over hvilken retning min undervisning skulle tage. Det var tidligt og der var ikke mange mennesker på gaden. Mens jeg nu gik der i meditativ fordybelse optaget af noget der jo helt objektivt var vigtigt, ikke bare for mig men for en hel række mennesker som i løbet af dagen skulle opleve at få deres horisont løftet og udvidet i overensstemmelse med kvaliteten af det jeg som deres ydmyge lærer formåede at bringe, passerede jeg to kvinder som idet jeg gled forbi rakte mig et magasin med påskriften ”Vågn op”. Jeg var hurtig til at afslå, venligt men bestemt, jeg havde jo travlt og havde i en hurtig og mekanisk bevægelse vurderet at det ikke var noget for mig. Til min nakke hørte jeg den ene kvinde istemme ”Hav en god dag!” og uden at mit hoved vendte sig kom der ud af min mund ”I lige måde!”.

I løbet af de næste 3 skridt dannede der sig i mit normale område for association, noget der vel kunne minde om en ide. Hvorfor ikke tage temaet opvågnen – vækkelse - for min undervisningsdag? Det passede med alle de ideer jeg indtil nu havde gennemgået for dagen. Og mens jeg således opfyldt af at fylde det billede ud vandrede videre, og mens jeg samtidig nød byens morgenstemning og min allerede længe opståede og udhvilede krop, fik jeg pludselig igen, og nu af en mand, stukket det samme magasin frem mod mig, nu dog med en anden forside, er jeg sikker på, men med den samme påskrift ”Vågn Op”. Før jeg vidste af det havde jeg på næsten identisk maner venligt men bestemt afvist tilbuddet om modtagelse og først da jeg havde taget yderligere to skridt gik det op for mig at jeg jo nu havde fået to chancer ikke bare for at kunne fremdrage magasinet med triumf på et behørigt tidspunkt i min undervisning, men også for rent faktisk at vågne op selv. Billedet af mig selv i total selvoptaget koncentration stod lysende foran mig. Det er unødvendigt at sige at jeg resten af vejen til arbejde ikke mødte en eneste falbyder af ”Vågn Op” magasiner endskønt jeg nu inderligt ønskede dette.

Det er sjovt det her med at vågne. Hvis jeg skal vågne må jeg jo nødvendigvis først sove. Og først når jeg er vågnet ved jeg at jeg har sovet. Så egentlig er det rimeligt nemt at checke om man går og sover. Hvis man kigger efter (-og det er første trin – at blive interesseret i at se efter!) så ved man at hvis ikke man har haft en oplevelse af at vågne, så sover man nok endnu. Mærkeligt nok er jeg når jeg sover meget overbevist om at jeg er vågen, og dermed langt fra tilskyndelsen til at se efter om det er tilfældet eller ej. Det er (næsten!) kun når jeg får et chok der er stort nok til at jeg rent faktisk ikke kan lade være at vågne op, jeg ser at alt der er gået forud er foregået i et sært tåget, totalt identificeret udklippet billede af virkeligheden – en ”matrix” – hvis I kan huske denhyperrealistiske film som var for nogen år siden. I det glimt, som denne opvågnen er, er jeg tættere på det som ér. Tættere på mig selv, og uden påtrængende fornemmelser af godt og skidt og for og imod. En relativ fornemmelse af frihed. Men så er jeg nødt til at ”gå at lægge mig” igen – for at være klar til at vågne igen. Ingen søvn uden opvågnen – og omvendt. Godnat!

- Søren Christensen

ManuVision underviser i meditation på CBS

ManuVision er i øjeblikket 3 uger inde i et 4 ugers pilotprojekt på CBS (Copenhagen Business School), hvor Manuvision Partnere Angela Jørgensen og Filip Rankenberg underviser medarbejderne i meditation 1/2 time én gang om ugen.

Forløbet kører under CBS' projekt "Arbejdsglæde", som er et større projekt der afsøger forskellige muligheder og initiativer til at øge medarbejdernes arbejdsglæde.

Vi er glade og stolte over at være en del af "Arbejdsglæde" og de positive tilbagemeldinger vi allerede har fået.

Herunder er information fra CBS' interne netværk der fortæller om projektet.

- Filip

Weekendens citat

"Before speaking of being "spiritual" why not explore consciously what it means to be fully human?"
- Dennis Lewis

Det har altid slået mig, at der i vores branche er utrolig meget snak om spritualitet - hvad det så end betyder...

Tit oplever jeg det som en form for besværgelse, der gør det muligt at se bort fra det faktum, at vi er mennesker - som er uløseligt bundet til det konkrete, materielle liv.

Jeg selv finder det uendeligt meget mere interessant at beskæftige mig med livet som sådan - at forsøge at forstå de sammenhænge vi som mennesker indgår i og leve derudfra (guderne skal vide at det ikke er noget jeg mestrer - langt fra), og i al beskedenhed oplever jeg at dét er indgangen til at se, at der er mere mellem himmel og jord.

Men, måske er dét også en form for spiritualitet?

Jeg kan iøvrigt varmt anbefale at stifte nærmere bekendtskab med Dennis Lewis. Hans bøger om åndedrættet har haft stor indflydelse på både min forståelse og tilgang til at være behandler.

Her er linket til hans blog: http://dennislewisblog.com./

God weekend.

- Filip Rankenberg

Hesten, Vognen og Kusken

Der er et billede som stammer helt tilbage fra de vediske tekster, som er noget af det første nedskrevne tekst der findes. Billedet er en hestevogn og det beskriver en vogn som er i en meget dårlig forfatning. Den er egentlig konstrueret til at køre i et meget groft terræn, men på grund af manglende vedligeholdelse skal den nu have en meget plan vej for ikke at bryde sammen. Hjulene har ikke fået fedt, læderet er revnet og sprukkent og trækstangen er pilrådden, og med fare for at knække hvert øjeblik det skal være. 

Foran denne vogn går et spand heste som har levet deres liv uden omsorg og opdragelse. De har fundet føde blandt affald de tilfældigt er kommet forbi, og ingen har nogensinde talt til dem. De er meget lunefulde og bevæger sig i forhold til hvad de har lyst til eller ikke. Ingen kan få dem til at bevæge sig med intention. 

Oppe på toppen af denne vogn sidder en kusk - det vil sige det burde han, men det meste af tiden befinder han sig på værtshuset ”Den gyldne kusk” hvor han mere eller mindre besoffen udbreder sig om livets rette sammenhæng. Man kan spørge ham om alt, så har han et svar parat, ydermere et meget sikkert et af slagsen. Det eneste han kan er at sætte sig op på vognen. Han aner ikke hvordan han skal få den til at bevæge sig, han har ingen tøjler og intet sprog han kan adressere hestene med og ikke tilstrækkelige kræfter til at skubbe vognen.

Det mærkelige ved denne vogn er at den ingen ejer har. Det er en hyrevogn som kører lidt rundt med tilfældige passagerer, sætter af og tager nye op i en uendelighed. Det er helt tydeligt den er beregnet til at transportere et eller andet fra punkt A til punkt B, men også at formålet og lasten på et eller andet tidspunkt er blevet glemt.

Dette billede har altid forekommet mig at give et meget præcist billede af os mennesker som konstruktion, et billede som er mangelfuldt i moderne psykologi, nemlig relationen imellem de fundamentalt set forskellige dele af os som er vores krop, vores følelser og vores intellektuelle kapacitet, her repræsenteret ved en vogn, et hesteforspand og en kusk. En konstruktion som hvis der ingen relation er mellem de enkelte dele, ingen nytteværdi har.

Det er jo et meget råt billede af vores tilstand som ved første øjekast enten bliver forkastet som en tåbelighed eller vil virke stødende på vores selvfølelse. Men hvis man kigger lidt nærmere og forsøger at aflægge sin trang til selvberoligelse og forsvar kan man måske finde en hel del information som kan give et anderledes billede af mange af de besynderligheder som finder sted i vores liv. 

Så længe vi tænker på os selv som én person og ikke ser at der er enorm forskel på de impulser der kommer fra de forskellige dele af os, har vi ingen mulighed for at opleve os selv som vi er, men vil hele tiden kæmpe for at få virkeligheden til at passe til vores selvbillede. Et selvbillede som i de fleste tilfælde er skabt i hovedet på en fordrukken drochekusk.

- Søren Christensen

Introduktion til ManuVision uddannelsen mandag d. 27/9-2010

Vi byder velkommen til en informationsaften om ManuVision uddannelsen, som starter nyt hold på Frederiksberg til januar 2011.

Det sker: Mandag d. 27/9 kl. 19.30 - 21.30

Det foregår i: ManuVision Huset Frederiksberg, Bernhard Bangs Allé 25-27, 2.sal, 2000 Frederiksberg.

Tilmeld dig mødet hos Torben Svendsen, på tlf. 40 84 96 62 eller skole@manuvision.dk.

Alle er velkomne.

Du kan læse mere om uddannelsen på www.blivmanuvisionbehandler.dk.

God weekend.

- Filip Rankenberg

Gratis Introduktion til ManuVision Træning på Frederiksberg

Alle er velkomne til vores gratis introduktionskursus til ManuVision Træning.

Tirsdag d. 7. september og onsdag d. 22. september, begge dage kl. 19.00 - 20.00.

Mød op i ManuVision Huset, Bernhard Bangs Allé 25-27, 2.sal, 2000 Frederiksberg. Medbring løstsiddende tøj. Træningen foregår på bare tæer.

På introduktionskurset vil vi gennemgå de grundlæggende øvelser i ManuVision Træningen og forklare deres betydning og formål.

Du kan læse mere om ManuVision Træningen på vores hjemmeside.

- Filip Rankenberg

"Hvad fanden laver vi her?"

Det var overskriften på en artikel i JP om den uddannelse vi driver i behandling og træning. Spørgsmålet blev stillet af en elev som oplevede at møde sig selv og dermed også den modstand og tvivl som er en stor del af enhver livsomstændighed.

Dette skal ikke handle om uddannelsen men om det spørgsmål som vi burde stille os selv oftere. ”Hvad fanden laver jeg her?” Det har altid undret mig at jeg/vi ikke interesserer os mere for det spørgsmål? Det burde vel være det mest fundamentale og naturlige omdrejningspunkt for alt hvad der sker i mit liv. Med al den stress og frustration der er i verden, hvorfor er det så ikke et spørgsmål jeg bærer med mig overalt? Ikke som et spørgsmål der kan svares på men som en åbning til livet. Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det jeg har lyst til – det jeg ved er godt for mig selv – og andre?

Måske handler det om modstanden i sig selv. Det er en mærkelig ting at vi, i hvert fald i dette samfund, hele tiden forsøger at undgå modstand, undgå smerte – undgå det ubehagelige. Som om det eneste som har værdi er at have det godt, uden at vi helt har gjort os klart hvad godt er? Vi er lidt som børn der bare vil have slik hele tiden. Vi er bare voksne og har ret til det! Konsekvenserne er meget skræmmende. Livsstilssygdomme, stress, opbrudte familier, selvberoligelse og en populistisk politisk styring som forsøger at regulere alt der får overskrifter i medierne. Vi har næsten totalt glemt at det ”gode” ikke eksisterer uden det ”onde”, selvom vi stadig siger ”i lyst og nød” når vi bliver smedet sammen. I stedet for at gå fremad hvor højre ben naturligt følger venstre, forsøger vi at hinke på det ene og det kommer vi i sagens natur ikke særlig langt med.

Hvordan stiller vi os over for det ubehag som uværgeligt vil opstå på vores vej? Og er modstand negativt eller er det den benzin som vores motor forbrænder? Hvis vi møder modstanden med modstand kan det næsten kun gå galt. På et eller andet tidspunkt går noget i stykker og indtil da er der kun kamp. Hvordan tager vi en beslutning og fører den igennem?

Den del af mig selv der må tage slæbet er min krop. Det er altid den der giver mig besked om at noget er galt, så det er måske også den der skal indstilles anderledes. Hvis min krop og dermed mit åndedræt kunne lade modstanden passere – vende den anden kind til, så at sige – ville jeg ikke konstant løbe panden ind i muren. Det lyder jo meget simpelt, men er nok det sværeste der findes, fordi jeg jo konstant er optaget at have det godt! Jeg mangler den fornødne opmærksomhed.

Det er her spørgsmålet kommer ind igen. ”Hvad fanden laver jeg her?” Jeg er nødt til at lade det spørgsmål gennemtrænge hver en fiber i  min krop. Jeg er nødt til at føle vigtigheden af at stille mig overfor det. Hvis ikke jeg frivilligt tager det på mig, vil tiden lægge det på mig og det er ikke til at bære!

- Søren Christensen

Der hvor min opmærksomhed er, der er jeg

Den eneste reelle kapacitet vi som mennesker har, er vores opmærksomhed. Evnen til at kunne rette os selv mod det vi ønsker at rette os mod. Denne kapacitet er unik. Vi er de eneste væsener, i hvert fald i det nærmeste nabolag, som har den. Det betyder ikke at vi er herre over den, langtfra, men det betyder at vi har muligheden for at blive herre over den. Vi taler om vilje som om det var vores ejendom og vilje er vel evnen til at bestemme hvor vores opmærksomhed hviler. Er den lagt med intention eller bliver den stjålet fra os? Det er et utroligt stort spørgsmål som har optaget filosoffer gennem årtusinder.

Lad os undersøge lidt hvad denne opmærksomhed er?

Det er ret tydeligt at der foregår en krig i verden for at tilkæmpe sig vores opmærksomhed. Alt i samfundet er designet til at vinde over alt andet i kampen om den. Vi ønsker alle selv at få opmærksomhed fra andre, man kan vel sige at det er det der giver vores liv mening. Den værste tortur man kan udsætte mennesker for er isolation. Så alle er enige om at opmærksomhed er vigtig. Men er dét jeg kalder opmærksomhed det det giver sig ud for, eller er det en associativ bevægelse der bevæger sig med omgivelserne og de impulser de bringer med sig? Er det muligt at fastholde sin opmærksomhed på trods af hvad man måtte blive udsat for? Hvis ikke jeg kan finde noget indeni som er i stand til at holde fast i en intention, må jeg indrømme at det ikke er mig der er i kontrol men de omstændigheder jeg befinder mig i.

På engelsk siger man ”to pay attention” hvilket giver en fornemmelse af at opmærksomheden er en resurse, som er det betalingsmiddel vi har for at kunne erhverve os indtræde i livet. Hvis jeg ønsker at få et udkomme af det jeg står overfor må jeg ”betale” med min opmærksomhed, og når det finder sted giver jeg køb på noget andet, nemlig den associative bevægelse der ellers helt automatisk vil tage besiddelse af situationen. Alle kender fornemmelsen af at skulle forsøge at koncentrere sig om en opgave og hvordan alskens tanker og fornemmelser konstant forsøger at stjæle mig til sig og overbevise mig om at de er meget vigtige, spændende og uopsættelige. Så bedst som jeg sidder og skal færdiggøre den opgave jeg skal aflevere i morgen, finder jeg mig selv i gang med at skrive en mail til min gamle mor som jeg pludselig kom i tanke om, jeg ikke havde fået givet besked om min fødselsdagsfest i næste uge.

Nogle mennesker er rigtig gode til at fokusere, til at bevare ”øjet på bolden” så at sige - til at sætte sig noget for og så føre det ud i livet. Det er en begyndelse, men i langt de fleste tilfælde finder de efter et stykke tid ud af at der er noget de har glemt, nemlig dem selv i det. De er blevet gode til at udføre opgaverne og på vejen har de glemt hvorfor de gør det. Det er det vi i det moderne samfund kalder stress. For et par årtier tilbage hed det nerver og før det sikkert noget med at have glemt gud osv. Men det vi har glemt er os selv. Opmærksomheden om os selv. Når noget giver mening har vi en følelse eller fornemmelse af at vi er i det, reel eller ikke så giver det os den fornemmelse. Så det kræver af os at vi både har opmærksomhed på os selv og på det der sker omkring os og begge disse ”opmærksomheder” er nødt til at blive trænet. Ikke hver for sig, men sammen. Og det bedste træningssted er der hvor vi er – i livet. Det er ikke nødvendigt at isolere sig eller få ro omkring sig, jo mere uro jo bedre betingelser. Så jeg bærer altid rundt på en unik mulighed for at rette min opmærksomhed mod det som hele tiden bliver stjålet fra mig, nemlig mig selv, uden at tage noget væk fra min deltagelse i livet. Tværtimod!!

- Søren Christensen

Lykke vs. Glæde

”Jeg er så glad og lykkelig!”

Hvad betyder det egentligt?

Jeg er glad OG lykkelig. Det er 2 ting jeg er. Men, er jeg 2 ting, når jeg beskriver min tilstand med ovenstående udsagn? Eller er jeg måske kun én ting?

Er jeg i det hele taget noget – andet end den jeg nu er?  Og, har jeg noget – en følelse?

”Sådan bliver du lykkelig!”

Hvor mange overskrifter af dén karakter har vi ikke set i diverse blade/aviser.

Jeg oplever at vi her til lands blander nogle uforenelige størrelser sammen – nemlig lykke og glæde. Vi tror det er det samme. Hvis jeg er glad – så er jeg også lykkelig.

I min optik, så er glæde en følelse – på linie med sorg, angst, vrede, etc.

Lykke er en tilstand, hvor jeg rummer mine følelser og min menneskelighed.

Følelser er noget vi har. Lykkelige er noget vi kan være– hvis ellers vi tør.

Er der noget 13 år som kropsterapeut har lært mig, så er det at alle følelser er vigtige og rigtige. Bevares, følelser kan være mange ting. De kan være udtryk for ubalance – i alle afskygninger – og derfor syptom på noget vi bør tage os af, men følelsen i sig selv er altid rigtig og vigtig – ellers opdagede vi ikke at der var en ubalance.

Altså er jagten efter lykke i form af glæde, dels en meget snævertsynet optik på hvad lykke er, dels en helt unødvendig og på sigt problematisk fremhævelse af glæde på bekostning af alle vores andre følelser.

Hvordan kan det dog være problematisk at være glad?

Det er det heller ikke, men nu er vi mennesker jo nogle underlige størrelser. Når glæde bliver dét vi stræber efter, så sætter vi os selv i en situation, hvor vi fejler hvis vi ikke er glade – og der er næppe noget vi frygter mere end at fejle. Således kan vores jagt efter glæde ende med, at blive én lang kamp for at holde alle de andre følelser fra døren, i et desperat forsøg på at overbevise os selv om at vi ikke har fejlet. Det går aldrig i længden. De følelser vi ikke anerkender, vil altid før eller siden boble op og tage al pladsen.

Således ender vi med alt andet end glæde -  i krig med os selv - og aldeles ulykkelige.

Hvis vi ser på den dimentralt modsatte følelse af glæde, nemlig sorg som jeg tidligere har skrevet om, så er vores tilstand efter vi har tilladt sorgen – og især dens reaktion gråden – en tilstand af ro og afslapning (ihvertilfælde kropsligt og følelsesmæssigt. Tankerne er ikke altid i ro, men mere om det en anden gang). Så er vi i en tilstand af nærvær – her og nu.

Hvis det ikke er lykke, hvad er så?

Kan man være ked af det og lykkelig?

Kan man være vred og lykkelig?

Kan man være bange og lykkelig?

Følelser kommer og går. Lykke er noget der rækker langt ud over.

- Filip Rankenberg

Vækkelsen

Forleden gik jeg op ad strøget i Århus på vej fra stationen til mit arbejdssted, hvor jeg skulle undervise. Jeg gik og funderede over hvilken retning min undervisning skulle tage. Det var tidligt og der var ikke mange mennesker på gaden. Mens jeg nu gik der i meditativ fordybelse optaget af noget der jo helt objektivt var vigtigt, ikke bare for mig men for en hel række mennesker som i løbet af dagen skulle opleve at få deres horisont løftet og udvidet i overensstemmelse med kvaliteten af det jeg som deres ydmyge lærer formåede at bringe, passerede jeg to kvinder som idet jeg gled forbi rakte mig et magasin med påskriften ”Vågn op”. Jeg var hurtig til at afslå, venligt men bestemt, jeg havde jo travlt og havde i en hurtig og mekanisk bevægelse vurderet at det ikke var noget for mig. Til min nakke hørte jeg den ene kvinde istemme ”Hav en god dag!” og uden at mit hoved vendte sig kom der ud af min mund ”I lige måde!”.

I løbet af de næste 3 skridt dannede der sig i mit normale område for association, noget der vel kunne minde om en ide. Hvorfor ikke tage temaet opvågnen – vækkelse - for min undervisningsdag? Det passede med alle de ideer jeg indtil nu havde gennemgået for dagen. Og mens jeg således opfyldt af at fylde det billede ud vandrede videre, og mens jeg samtidig nød byens morgenstemning og min allerede længe opståede og udhvilede krop, fik jeg pludselig igen, og nu af en mand, stukket det samme magasin frem mod mig, nu dog med en anden forside, er jeg sikker på, men med den samme påskrift ”Vågn Op”. Før jeg vidste af det havde jeg på næsten identisk maner venligt men bestemt afvist tilbuddet om modtagelse og først da jeg havde taget yderligere to skridt gik det op for mig at jeg jo nu havde fået to chancer ikke bare for at kunne fremdrage magasinet med triumf på et behørigt tidspunkt i min undervisning, men også for rent faktisk at vågne op selv. Billedet af mig selv i total selvoptaget koncentration stod lysende foran mig. Det er unødvendigt at sige at jeg resten af vejen til arbejde ikke mødte en eneste falbyder af ”Vågn Op” magasiner endskønt jeg nu inderligt ønskede dette.

Det er sjovt det her med at vågne. Hvis jeg skal vågne må jeg jo nødvendigvis først sove. Og først når jeg er vågnet ved jeg at jeg har sovet. Så egentlig er det rimeligt nemt at checke om man går og sover. Hvis man kigger efter (-og det er første trin – at blive interesseret i at se efter!) så ved man at hvis ikke man har haft en oplevelse af at vågne, så sover man nok endnu. Mærkeligt nok er jeg når jeg sover meget overbevist om at jeg er vågen, og dermed langt fra tilskyndelsen til at se efter om det er tilfældet eller ej. Det er (næsten!) kun når jeg får et chok der er stort nok til at jeg rent faktisk ikke kan lade være at vågne op, jeg ser at alt der er gået forud er foregået i et sært tåget, totalt identificeret udklippet billede af virkeligheden – en ”matrix” – hvis I kan huske denhyperrealistiske film som var for nogen år siden. I det glimt, som denne opvågnen er, er jeg tættere på det som ér. Tættere på mig selv, og uden påtrængende fornemmelser af godt og skidt og for og imod. En relativ fornemmelse af frihed. Men så er jeg nødt til at ”gå at lægge mig” igen – for at være klar til at vågne igen. Ingen søvn uden opvågnen – og omvendt. Godnat!

Søren Christensen

Græd Oftere!

Jeg tror at Sorg er en af de mest misforstået følelser vi danskere har.

Måske er Sorg  den vigtigeste følelse – ihvert tilfælde set fra et bestemt perspektiv.

I mit arbejde med klienter igennem de sidste 12 år, har det slået mig gang på gang hvor svært vi danskere har det med sorg – stor som lille.

Sorg er velbeskrevet i psykologien, som en process med et bestemt forløb. Det er også velbeskrevet, hvordan man kan ”hænge fast” i en af sorgens faser og dermed ikke få forløst den.

Men, hvad nytte har vi egentlig af sorgen?

Vi kunne definere Sorg, som en kropslig og emotionel process – med dertilhørende fysiske udtryk – der opstår og forløber som reaktion på en form for tab.

Emotionelt set handler det om forandring i en relation – oftest min relation til et andet menneske.

Min relation til et andet menneske eksisterer jo også når vi ikke er sammen: Som en samling minder om fortiden og en mængde forventninger til fremtiden, der påvirker mig mentalt, følelsesmæssigt og kropsligt.

Så dén relation  er noget der ”fylder” i mig – noget jeg ”bærer” rundt på hele tiden.

Hvis  dén person forsvinder ud af mit liv – flytter væk, vi bliver uvenner eller personen dør - så er min del af relationen ikke mulig at opretholde på samme måde.

Hvis relationen stadig fyldte lige så meget i mig som før (forventningerne om fremtiden) så ville mit liv på det punkt blive et uforløst helvede. Jeg ville hele tiden blive skuffet.

I min optik er sorgen dén process som vi er udstyret med, der får min del af relationen til ”skrumpe” ind til en størrelse i mig selv, der mest rummer minderne om fortiden. Selvfølgelig vil jeg resten af livet kunne opleve et savn efter en svunden tid/relation, men jeg vil ikke gå rundt med en mængde urealistiske forventninger til fremtiden – på det emotionelle plan.

Sorgen er altså dén process, hvorigennem jeg får plads til nye, (mere) realistiske forventninger til fremtiden. Sorgen er måden hvorpå jeg kommer videre.

Kropsligt kommer Sorg til udtryk ved gråd som den mest synlige reaktion.

Den Chilenske neurovidenskabelige forsker Dr. Susanna Bloch har identificeret de basale følelsers fysiske udtryk (læs mere om Alba Emoting). Sorg/gråd er kendetegnet ved at kroppen er helt afspændt og åndedrættet er staccato på indåndingen og sukkende på udåndingen.

Kropsligt er der altså tale om en process som er overordentligt befordrende for gennemstrømningen , idet staccato-indåndingen sætter gang i mellemgulvet og ”åbner” for mave-energien ( maven ”indgangsporten” til energisystemet) og den sukkende udånding  tømmer lungerne maximalt for luft (iflg. kinesisk energimedicin er lungerne netop knyttet til følelsen Sorg).

Hvorfor får vi tårer når vi græder?

Et godt spørgsmål som mig bekendt ingen har svaret overbevisende på.

Her er en vild teori: Noget kunne tyde på at vand er informationsbærende (vi taler om meget omstridt forskning) og vi mennesker består jo af ca 70% vand. Så måske er tårerne jeg udgyder, en måde at slippe noget af min andel af relationen på. Hvis information om relationen er lejret i vandet i min krop, så er der vel ræson i at jeg udgyder vand – tømmer mig for information?

Lad os se bort fra vilde teorier.

Problemet for os er, at vi mentalt set nemt forstår behovet for at give slip på relationen. Dermed opfatter vi nemt den emotionelle og kropslige process som tidspilde – for vi har jo forstået det!

Det er dog ikke den mentale bevidsthed om vores nye situation, men den emotionelle og kropslige process som skaber den nødvendige forandring af relationen i os selv.

Så, hvornår har du sidst grædt?

Kan du overhovedet græde, eller snører halsen sig sammen og  spænder mellemgulvet op?

Hvordan havde du det i kroppen sidst du havde grædt?

Kan du græde uden at tankerne hele tiden blander sig og vurderer det der sker?

Kan du græde over en sentimental film, men ikke når der virkelig er noget at være ked af?

Græd noget oftere!

- Filip Rankenberg

Velkommen

Velkommen kære læsere til ManuVisions ny blog.

Her vil vi fra tid til anden dele vores tanker og erfaringer - vores idéer og tiltag - historier og oplevelser. Vi byder kommentarer og spørgsmål velkommne.

Lørdag d. 8. maj 2010 afholdte vi åbent hus i ManuVision Huset Frederiksberg.

Vi havde over 30 besøgende i løbet af dagen, som bød på gratis prøve-behandlinger, -træning og -meditation. Derudover var der foredrag om "meningen med det hele" (man skal jo ikke sætte sit lys under en skæppe ;-) ) og "sansetur" rundt i huset, hvor gæsterne fik bind for øjnene, blev guidet rundt af Manuvision behandlere og ManuVision elever og fik lov at sanse og mærke huset - herunder med indlagte overraskelser (som vi ikke skal afsløre, skulle nogle af jer kære læsere ønske at opleve det på næste åbent hus arrangement).

Sanseturen var en stor succes, som næsten alle gæsterne turde kaste sig ud i.

Endvidere afholdte vi et gratis mini-kursus i Massageundervisning for Børn, hvor dagens små gæsterne lærte at massere deres medbragte forældrer.

Hele dagen blev der serveret forrygende hjemmebagt kage, sunde teer og syndig kaffe i "Café Slipper-og-Sukker" - Big Pun Intended!

Konklusionen på dagen var at det havde været en succes. Nysgerrige gæster havde "smagt" lidt på ManuVision, ManuVision behandlerne havde fået vist hvad de kunne og Manuvision eleverne havde fået prøvet deres færdigheder af i praksis. Det bliver ikke sidste gang vi afholder åbent hus.

Filip Rankenberg