Jeg ved ikke, hvordan I har det med verden, og hvordan I ser på fremtiden, men jeg begynder efterhånden at have bange anelser – og har snart haft det et stykke tid! – om at noget nærmer sig et brydningspunkt – et ”point of no return” så at sige. Jeg synes efterhånden, der er så mange sammenbrudstegn, at det kun er et spørgsmål om tid eller det rette ”uheld”, før ”lorten rammer ventilatoren” for nu at bruge et internationalt udtryk.
Her taler jeg ikke om en krise i stil med den igangværende finanskrise, men et reelt sammenbrud. Igennem historien er store kulturer og civilisationer forsvundet stort set over natten, og alle har de sikkert haft den samme fornemmelse, som vi har nu, af at det vi har bygget op kommer til at bestå for evigt. Udvikling er én lang ubrudt linje af fremskridt på fremskridt, indtil…..? Eller hva….? Indtil vi opdager, at det hele bare er IT-factory. Et kunstigt oppustet billede uden nogen som helst substans. Baseret på rigtig mange menneskers ønsketænkning og meget lidt sund fornuft.
I mit daglige arbejde med mennesker ser jeg samme mønster. Det vi holder fast i, det vi forsvarer, det vi vil opgive alt for, er nøjagtig det samme som det, der har skabt alle de problemer, vi står med, nemlig vores billede af os selv. Hvor lidelsesfyldt det billede end måtte være, så holder jeg fast i det og hindrer derved min egen oplevelse af, hvad der er reelt og de muligheder, det reelle indeholder. Jeg prøver desperat at finde bekræftelse på mit billede i mine omgivelser og lukker øjnene for alle tegn, der peger i andre retninger, og alle faresignaler der fortæller mig, at jeg er på vej ud over en afgrund. Indtil det uundgåelige sker, og min illusion bliver afsløret eller afslører sig selv. I det øjeblik er der en chance, et kort moment, hvor det er muligt at nå ind til mig, hvor det er mig muligt at nå ud, og så - før jeg får set mig om - er et nyt selvbillede installeret og ibrugtaget.
Denne bevægelse sker også i samfundet, fordi samfundet jo består af os. Ingen, hverken personer eller instanser, ønsker at se realiteter, men fastholder sig selv i en slags status quo, som kun kan opretholdes ved at regulere alle uregelmæssigheder. Hver gang der sker uheld, hver gang noget er farligt, hver gang der er modstand, bliver der lavet en regel eller en lov. Hvis vi springer over til sammenligningen med mennesket igen, så bliver der lavet en vane eller en fortrængning, som kan håndtere uregelmæssigheden. Den regulerende bevægelse er næsten umulig at stoppe. Efter en lang periode med vedholdende ”civilisering” – vaneopbygning - hvor det som er livet, i samfundsstrukturen som i den enkelte, har så trange kår, at det eneste der er tilbage af det er en længsel, er sammenbruddet en naturlig følge. Det der sker i både mennesker og samfund er at de enkelte dele – i os vores organer, nervesystem og muskler, i samfundet os som individer – bliver svagere og svagere, så når nedbruddet kommer, går de i panik og er ude af stand til at klare sig selv. På samfundsplan med de katastrofale følger, vi ser igen og igen.
Så det korte moment hvor jeg kan nås og hvor jeg kan nå ud er min redningsplanke. Om nu verden går under eller ej så kig efter det midt i en hvilken som helst katastrofe. Så er det katastrofale måske ikke så katastrofalt.
- Søren Christensen
Hej Kære Søren, tusind tak for dit indlæg nu er det anden gang jeg læser det, og tænk jeg er så tykhuddet og fuld af mit eget billede at jeg ikke engang kunne tage det ind i første huk, men med lidt tålmodighed, sank det ned i hjertet og jeg ser det samme, noget bliver svagere og svagere for til sidst at briste, må vi dog bare erkende at vi er på vej i afgrunden, så vi har en chance for selv at slippe og falde ned i kroppen, istedet for at få hugget hovedet af kh Lars
SvarSlet