Der er et billede som stammer helt tilbage fra de vediske tekster, som er noget af det første nedskrevne tekst der findes. Billedet er en hestevogn og det beskriver en vogn som er i en meget dårlig forfatning. Den er egentlig konstrueret til at køre i et meget groft terræn, men på grund af manglende vedligeholdelse skal den nu have en meget plan vej for ikke at bryde sammen. Hjulene har ikke fået fedt, læderet er revnet og sprukkent og trækstangen er pilrådden, og med fare for at knække hvert øjeblik det skal være.
Foran denne vogn går et spand heste som har levet deres liv uden omsorg og opdragelse. De har fundet føde blandt affald de tilfældigt er kommet forbi, og ingen har nogensinde talt til dem. De er meget lunefulde og bevæger sig i forhold til hvad de har lyst til eller ikke. Ingen kan få dem til at bevæge sig med intention.
Oppe på toppen af denne vogn sidder en kusk - det vil sige det burde han, men det meste af tiden befinder han sig på værtshuset ”Den gyldne kusk” hvor han mere eller mindre besoffen udbreder sig om livets rette sammenhæng. Man kan spørge ham om alt, så har han et svar parat, ydermere et meget sikkert et af slagsen. Det eneste han kan er at sætte sig op på vognen. Han aner ikke hvordan han skal få den til at bevæge sig, han har ingen tøjler og intet sprog han kan adressere hestene med og ikke tilstrækkelige kræfter til at skubbe vognen.
Det mærkelige ved denne vogn er at den ingen ejer har. Det er en hyrevogn som kører lidt rundt med tilfældige passagerer, sætter af og tager nye op i en uendelighed. Det er helt tydeligt den er beregnet til at transportere et eller andet fra punkt A til punkt B, men også at formålet og lasten på et eller andet tidspunkt er blevet glemt.
Dette billede har altid forekommet mig at give et meget præcist billede af os mennesker som konstruktion, et billede som er mangelfuldt i moderne psykologi, nemlig relationen imellem de fundamentalt set forskellige dele af os som er vores krop, vores følelser og vores intellektuelle kapacitet, her repræsenteret ved en vogn, et hesteforspand og en kusk. En konstruktion som hvis der ingen relation er mellem de enkelte dele, ingen nytteværdi har.
Det er jo et meget råt billede af vores tilstand som ved første øjekast enten bliver forkastet som en tåbelighed eller vil virke stødende på vores selvfølelse. Men hvis man kigger lidt nærmere og forsøger at aflægge sin trang til selvberoligelse og forsvar kan man måske finde en hel del information som kan give et anderledes billede af mange af de besynderligheder som finder sted i vores liv.
Så længe vi tænker på os selv som én person og ikke ser at der er enorm forskel på de impulser der kommer fra de forskellige dele af os, har vi ingen mulighed for at opleve os selv som vi er, men vil hele tiden kæmpe for at få virkeligheden til at passe til vores selvbillede. Et selvbillede som i de fleste tilfælde er skabt i hovedet på en fordrukken drochekusk.
- Søren Christensen
