Forleden gik jeg op ad strøget i Århus på vej fra stationen til mit arbejdssted, hvor jeg skulle undervise. Jeg gik og funderede over hvilken retning min undervisning skulle tage. Det var tidligt og der var ikke mange mennesker på gaden. Mens jeg nu gik der i meditativ fordybelse optaget af noget der jo helt objektivt var vigtigt, ikke bare for mig men for en hel række mennesker som i løbet af dagen skulle opleve at få deres horisont løftet og udvidet i overensstemmelse med kvaliteten af det jeg som deres ydmyge lærer formåede at bringe, passerede jeg to kvinder som idet jeg gled forbi rakte mig et magasin med påskriften ”Vågn op”. Jeg var hurtig til at afslå, venligt men bestemt, jeg havde jo travlt og havde i en hurtig og mekanisk bevægelse vurderet at det ikke var noget for mig. Til min nakke hørte jeg den ene kvinde istemme ”Hav en god dag!” og uden at mit hoved vendte sig kom der ud af min mund ”I lige måde!”.
I løbet af de næste 3 skridt dannede der sig i mit normale område for association, noget der vel kunne minde om en ide. Hvorfor ikke tage temaet opvågnen – vækkelse - for min undervisningsdag? Det passede med alle de ideer jeg indtil nu havde gennemgået for dagen. Og mens jeg således opfyldt af at fylde det billede ud vandrede videre, og mens jeg samtidig nød byens morgenstemning og min allerede længe opståede og udhvilede krop, fik jeg pludselig igen, og nu af en mand, stukket det samme magasin frem mod mig, nu dog med en anden forside, er jeg sikker på, men med den samme påskrift ”Vågn Op”. Før jeg vidste af det havde jeg på næsten identisk maner venligt men bestemt afvist tilbuddet om modtagelse og først da jeg havde taget yderligere to skridt gik det op for mig at jeg jo nu havde fået to chancer ikke bare for at kunne fremdrage magasinet med triumf på et behørigt tidspunkt i min undervisning, men også for rent faktisk at vågne op selv. Billedet af mig selv i total selvoptaget koncentration stod lysende foran mig. Det er unødvendigt at sige at jeg resten af vejen til arbejde ikke mødte en eneste falbyder af ”Vågn Op” magasiner endskønt jeg nu inderligt ønskede dette.
Det er sjovt det her med at vågne. Hvis jeg skal vågne må jeg jo nødvendigvis først sove. Og først når jeg er vågnet ved jeg at jeg har sovet. Så egentlig er det rimeligt nemt at checke om man går og sover. Hvis man kigger efter (-og det er første trin – at blive interesseret i at se efter!) så ved man at hvis ikke man har haft en oplevelse af at vågne, så sover man nok endnu. Mærkeligt nok er jeg når jeg sover meget overbevist om at jeg er vågen, og dermed langt fra tilskyndelsen til at se efter om det er tilfældet eller ej. Det er (næsten!) kun når jeg får et chok der er stort nok til at jeg rent faktisk ikke kan lade være at vågne op, jeg ser at alt der er gået forud er foregået i et sært tåget, totalt identificeret udklippet billede af virkeligheden – en ”matrix” – hvis I kan huske denhyperrealistiske film som var for nogen år siden. I det glimt, som denne opvågnen er, er jeg tættere på det som ér. Tættere på mig selv, og uden påtrængende fornemmelser af godt og skidt og for og imod. En relativ fornemmelse af frihed. Men så er jeg nødt til at ”gå at lægge mig” igen – for at være klar til at vågne igen. Ingen søvn uden opvågnen – og omvendt. Godnat!
Søren Christensen
