Hvad er det jeg skal i mit liv?
Det er det store spørgsmål der bliver ved at melde sig. Hvad er det til for?
Er det meningen at jeg skal køre rutsjebane hele vejen, vekslende mellem op- og nedture? Så kommer vi med til VM – yes, og så spiller vi af røven til og ryger ud – øv. Hele mit liv virker til at være formet af en evindelig søgen efter sensationer der kan adsprede mig. Hele mediebilledet er præget af det. Det er det der sælger!
Men hvad er det reelt jeg søger efter? Hvad tilfredsstiller mig, ikke bare på et overfladisk plan, men fundamentalt?
Er det ikke det største spørgsmål vi står overfor i dag? Spørgsmålet om mening.
Jeg ser i høj grad at hele den flodbølge af stressnedbrud der præger alle dele af samfundet i dag har sin rod i det spørgsmål.
Vi har en fabelagtig kapacitet som mennesker til at adaptere til en hvilken som helst omstændighed. Til at få det bedste ud af en hvilken som helst presset situation, ikke bare som overlevelse men som liv. I det øjeblik vi oplever en nødvendighed har vi mulighed for at respondere med noget nyt, noget verden ikke har set før.
Men det virker som om der er gået et eller andet galt. Vi har nu, i efterhånden en hel del menneskealdre, fokuseret på at gøre ting nemme for os selv og fjernet skel imellem os. Hele den nyere tid har været dedikeret til at opfinde ting som gradvist har fjernet arbejdsbyrden fra den enkelte for at frisætte vores ret til at have tid til at udfolde os personligt. Der har aldrig i historien været en så stor del af befolkningen, med så meget tid til sig selv og dermed til selve spørgsmålet om hvad der giver mening for den enkelte.
Paradoksalt nok har vi tilsyneladende i den proces mistet selve fornemmelsen af tid og har i dag på fornemmelsesplan mindre tid end vi nogensinde før har haft. De fleste har hele tiden en påtrængende følelse af at der er noget de skal eller ikke når. Alt er muligt, så hvordan kan jeg stille mig tilfreds, med det lidt jeg har. Min oplevelse af mig selv bliver til i en konstant sammenligning med omgivelserne - i høj grad dikteret af mediernes bombardement med lavest mulige fællesnævner. Jeg er hele tiden på vej et eller andet sted hen og når aldrig at opleve hvor jeg rent faktisk befinder mig.
Begyndelsen til mening starter for mig med nødvendighed. Og den første nødvendighed der melder sig er kontakten til mig selv, til den kropslige fornemmelse af mig selv. Alle kender oplevelsen af hvordan en fastlåst følelse eller tilstand forandrer sig bare jeg går en tur med hunden. Fordi kroppen bliver aktiveret.
Jeg bærer rundt på et enormt potentiale for kontakt til mig selv og mine sanser. Hele mit liv er indeholdt i det. Men når sanserne konstant bliver døvet af behovstilfredstillelse og en konstant flakken mellem ja og nej, mister jeg forbindelsen til nødvendigheden og ender som lidt af en grøntsag.
Så det er meget simpelt og paradoksalt at jeg er nødt til at gøre ting lidt besværlige for mig selv for at mærke hvad jeg skal.
Tag skeen i den anden hånd!
- Søren Christensen
